Kærlighed, køn og død er centrale temaer i Nicolaj Stochholms forfatterskab – og i »Det regelmæssige«. Men stemmen er blevet ældre, dybere. Og mere direkte.
Nicolaj Stochholms nye digte er helt klare og nådesløst ligetil. Konkrete, sansede og jublende desperate digte om det allermest elementære. Solen, sveden, stjernerne, havet, træerne, svalerne, kroppen, hænderne. Det dyrebare øjeblik imellem os. Klimakrisen. Og linjen i landskabet, billedet, ordet, skriften. “Hvert hjerte er hver eneste krops sol” står der et sted. Og tilsammen manifesterer »Det regelmæssige« en ny begyndelse, en ny mulighed, et frø, et kraftfelt af lige her. Lige nu.
Nicolaj Stochholm er bl.a. blevet tildelt Michael Strunge Prisen 1994, Det Danske Akademis Beatricepris 2002 og Emil Aarestrup Medaillen 2004, Jan Sonnergaards Mindelegat 2019 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 2021.
»Det regelmæssige« er hans 12. digtsamlingen efter debuten med »Biografi« i 1991.
Vi er stødt på 2 anmeldelser af bogen "Det regelmæssige" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Ud af den romantiske poet er der tilsyneladende vokset en naturforbunden sammenhængstænker
28 svaler
Nicolaj Stochholm bevæger sig fra sit umiskendeligt tydelige forbillede Henrik Nordbrandt over i retning af den vision af ligedannetheder mellem menneske og natur, som kendetegner Inger Christensen. [Kort uddrag]
