Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænkning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sådanne tørre, nøgterne fremstillinger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste. Omtrent fra det 12-13. århundrede behersker sufismen det åndelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at undersøge, når flaget lyver. Men sufismen er i virkeligheden ikke det eneste udslag af muslimernes spekulative ånd. Andre mindre almenkendte, men ikke derfor mindre interessante filosofiske retninger har fået deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger på islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tumlet sig. Litterært set står tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'Islamiske digtere og tænker' i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 112.639 andre anmeldelser af bøger.